Så skete det igen. Endnu et meningsløst politimord.
Denne gang myrdet af udenlandske bankrøvere. Endnu et af de tilfælde, hvor vi alle er enige om, at det kan ikke være rigtigt. Efterfølgende kommer de pæne ord fra justitsministeren til de efterladte, og så starter debatten om politiet på ny. Hvis det går, som det plejer, sætter socialdemokratiet og de radikale med Bjørn Elmquist som bannerfører en effektiv stopper for forbedrede vilkår til politiet.
Kendsgerningen er, at Danmark ser en tilværelse som slaraffenland for forbrydere i møde, hvis vi ikke forbedrer politiets arbejdsbetingelser. Blekingegade og Jyske Bank var kun begyndelsen.
Det må sikres, at politiet også fremover kan løse de svære opgaver de stilles over for. Det skal være sværere at være forbryder – herunder politimorder – samfundet skal tage de lovlydiges parti og som noget selvfølgeligt bakke op om politiet. Men vi skal også stille krav om, at politiet formår og forstår at omstille sig i takt med tiden.
Efter min opfattelse skal der fire markante ændringer til:
For det første skal politiet omorganiseres, så det bliver en organisation på højde med den tid, den opererer i.
Det er mit indtryk, at mange af de administrative principper der anvendes, er forældede. Politiet skal i fremtiden gøre langt mere brug af moderne (informations)teknologi og akademiske medarbejdere.
Det er ikke noget tilfælde man bruger højtuddannede til at styre andre virksomheder.
For det andet skal der frigøres flere ressourcer til politiet.
En del af forklaringen på, at man ikke i højere grad har taget fat på moderniseringer og organisationsændringer er den enkle, at der ikke har været midler til det. Enkelt-bevillinger til lappeløsninger er ikke nok. Der må lægges en samlet plan, så de til rådighed værende bevillinger bruges effektivt, og eventuelle nødvendige ekstrabevillinger til en omstilling bevilges.
For det tredie skal vi til igen at bruge politiet på en ordentlig og værdig måde.
Det betyder for mig, at de problemer der dybest set er politiske bør politikerne tage sig af, fremfor blot at anvende politiet som skraldemænd, der skal rydde op i det andre ikke vil røre ved.
For det fjerde skal vi fra politisk hold sende et klart signal om, at samfundet står på de lovlydiges side.
Det sker bedst gennem en forøgelse af strafferammerne. Tag blot Blekinge-morderne fra 1988 som eksempel: de slippes løs til efteråret. Det er pinligt, og det var i hvert fald ikke deres eksempel, der kunne afskrække politi-morderne fra Århus.
Disse fire punkter løser ikke alle problemer. Politi-arbejde vil altid være forbundet med en vis risiko. Sådan er vilkårene. Det mindste vi kan gøre, er at give politiet mulighed for at indrette sig, så risikoen bliver mindst mulig.
Mordet på den Århusianske motorcykelbetjent er nær sin opklaring. Til alt held retsforfølges de mistænkte i Frankrig. Straffen dér er hård – så hård, at de ugerninger gerningsmændende foretog på deres flugtvej vil give en strengere straf end de ville få i Danmark. Det vil Nyrup næppe boykotte, end ikke hvis han skulle gå helt fra snøvsen!
Vor medfølelse med den dræbte politibetjents efterladte, og håbet om at forbrydelsen bliver endeligt opklaret og forbryderne straffet er vi fælles om.
Lad os håbe socialdemokraterne besinder sig, så vi også snart kan være fælles om at løse problemerne, og bringe befolkningens retsfølelse tilbage.
Der er nok at tage fat på.
Martin H. Wolffbrandt: Politik, Politikudvikling, konservativ