Danmarks Radio (DR) er i et ledelsesmæssigt kaos,
men samtidig også i et økonomisk morads. Efter en farceagtig ledelse er DR ført ud i et ledelsesmæssigt vakuum.
Der er ikke kun behov for kosmetiske ændringer, men for helt fundamentale ændringer. Der er behov for at gribe fat om nældens rod og se på en ændring af ejerforholdene.
Dansk tradition Historisk har der i Danmark været tradition for, at staten driver radio- og tv-virksomhed. Det er ikke nogen naturgiven ting, at staten fortsat skal eje to tv-stationer med fem landsdækkende, dansksprogede tv-kanaler (Danmarks Radio 1+2, TV 2, TV 2 zulu og TV 2 Charlie).
Foruden de fem statsejede tv-kanaler har vi også fem landsdækkende danske kommercielle tv-kanaler: TV3 og TV3+, TV-Danmark 1 og 2 samt DK4.
Når udbuddet og konkurrencen på tv-markedet nu blomstrer i rigt mål, så burde staten trække sig ud og sælge ikke bare TV 2, men også Danmarks Radio (DR).
Hvis staten sælger Danmarks Radio (DR) og overlader driften til private på kommercielle vilkår, vil borgerne spare udgifterne til licens på i alt 3,4 mia. kr. Hvis staten fortsat ønsker, at tv-stationerne påtager sig en public serviceforpligtelse, kan kravene skrives ind i udbuds- og salgsvilkårene.
Under alle omstændigheder bør man se på andre finansieringsmuligheder. Den nuværende ordning med licensopkrævning er under al kritik. 97 pct. af alle husstande har fjernsyn, men i 2003 betalte kun 90 pct. af husstandene licens. Det svarer til, at der hvert år snydes for ca. 250 mio. kr.
Det er ufatteligt, at der ikke langt tidligere er sat mere massivt ind mod dette snyderi.
Asocial licensTv-licens opkræves pr. husstand og ikke efter forbrug eller efter antallet af personer pr. husstand. Licensopkrævningen er derfor dybt asocial.
Den enlige studerende eller den enlige folkepensionist med en årsindkomst på under 100.000 kr. skal betale det samme i licens som en storfamilie med en millionindkomst og med fjernsyn både i stue, køkken, soveværelse og i hvert børneværelse. Det er dybt urimeligt.
Udfordringerne er mange, og nu må tiden vise, om modet til forandringer er til stede. Bolden ligger nu hos Folketingets partier, der hurtigst muligt bør gribe initiativet.
Senest i næste regeringsgrundlag bør regeringen spille ud med en langsigtet løsning på DR’s grundlæggende problemer.
Af
Jakob Næsager, Folketingskandidat (C) i Søndre Storkreds og
Martin H. Wolffbrandt, Folketingskandidat (C) i Østre Storkreds