Konservative siger nej til højt byggeri i Lynge:
Nej til højt byggeri på Langkæret i Lynge
Byrådet har sendt planer om byggeri på Langkæret i Lynge i høring. Der er holdt borgermøde om sagen og senest besigtigede Teknik-, Erhverv-, Plan & Miljøudvalget området i tirsdags. Fra konservativ side har holdningen fra starten været klar: Hvis naboerne bliver generet af skygge fra det nye byggeri er det ikke acceptabelt. Efter borgermødet og besigtigelsen kan ingen være i tvivl: Der er ikke skyggen af tvivl om at naboerne vil blive generet.
Hvad er baggrunden for at der overhovedet er kommet planer om højt byggeri? Oprensning af forurening på ”Peugeut-grunden” vil koste mange penge og derfor er det kommet med i planerne at bygge i højden (for at få flere lejere som kan finansiere oprensningen).
Set med konservative øjne er det en forkert vej at gå. Det må aldrig blive et argument for at bygge i højden at det er nødvendigt for at finansiere oprensning af forurening. Et ræsonnement af typen ”Jo mere forurenet, jo højere skal vi bygge” er helt galt.
Det kan være i orden at bygge i højden hvis man ikke generer naboer. Dermed kan man nemlig friholde grønne områder fra bebyggelse. Men i tilfældet Langkæret i Lynge er der ingen tvivl: Naboerne vil blive generet. Derfor siger konservative nej til planerne om højt byggeri.
Man skal lytte på borgerne og høre efter hvad de siger.
Konservative i Allerød var de første til at melde klart ud: Nej til højt byggeri i Lynge.
Baggrunden var planer om etablering af almennyttigt byggeri på den forurenede “Peugeot-grund”. Heldigvis fulgte andre efter og man endte med en løsning, hvor man undgik at bygge (så) højt. Det blev heldigvis et ja til et nj til højt byggeri i Lynge.