Stop bogmafiaen, bogpriser, konkurrence
Man kan undre sig over, at det under det igangværende bog-udsalg er muligt at sælge bøger til ekstremt lave bogpriser på en trediedel af prisen. Spørgsmålet er, om man skal have ondt af de arme boghandlere, forlæggere, og forfattere, der må sælge bøgerne til langt under bogprisen, eller om de lave bogpriser ganske enkelt er et udtryk for, at bøger i dagens Danmark er alt, alt for dyre. Meget peger på, det sidste er tilfældet.
I Danmark er bogmarkedet reguleret. Reguleringen består bl.a. i, at boghandlerne ikke må nedsætte prisen på en bog førend udgangen af det efterfølgende kalenderår. Prisen på en bog ligger altså fast i mindst et år, før markedskræfterne får lov at råde – og på det tidspunkt er i hvert fald nyhedsinteressen væk. Det siger sig selv, at en sådan ordning åbner mulighed for at forlæggerne tager en for høj pris; den fraværende konkurrence på prisen medfører en monopolsituation, som forlæggerne scorer store økonomiske gevinster på.
Når man hører udtalelser fra bogbranchen, er det billede man får i regelen, der er tale om et særligt filantropisk folkefærd, der uegennyttigt og til Danmarks bedste søger at mangfoldiggøre kvalitetslitteratur, så vi ikke skal ende som åndelige amøber. Man mærker stemningen af fattigt studerekammer og gammelt velrenommeret familie-forlag der – nærmest for den gode gernings skyld – slider i det år efter år, og det uden nogen særlig gevinst. Man hører om de uendeligt små oplagstal danske bøger sælges i – sjældent mere end et par tusinde styk – og så sluttes der selvfølgelig af med en henvisning til de tusindvis af eksemplarer, der må sælges til spotpris under udsalgene. For nylig hørte jeg sågar en historie om en forfatter indstillet til Nordisk Råds litteratur-pris, hvis bøger måtte brændes; bog-handlerne ville ikke engang give fem kroner pr. stk. for værket. Den slags historier giver jo næsten en tårer i øjnene. Men virkeligheden er en ganske anden.
bogpriser: Som det er beskrevet ovenfor, er der mange myter om bog-branchen.
Lad mig aflive fire af de almindeligste om bogpriserne:
Filantropi-myten
Der er intet belæg for, at mennesker i bog-branchen skulle være særligt filantropiske. De brænder næppe mere for bøger, end plast-producenter gør for plastik, apotekere for medicin eller bankrådgivere for penge. Man skal ikke lade sig forblænde af al tåge-snakken om bogens og sprogets betydning. Vist er det vigtigt vi bevarer det danske sprog og sikrer udgivelsen af bøger. Det siger vel sig selv, at jeg som konservativ anser det for at være af største vigtighed. Men forlag er virksomheder og ikke missionsstationer for bogens udbredelse. Deres målsætning må antages at være den samme, som de fleste andre virksomheders: at opnå profit. Men der findes selvfølgelig visse forlæggere, der faktisk er filantroper. Men det er ikke et argument for at give en økonomisk gevinst til alle forlæggerne. Hvis folk vil være filantroper, må de altså være det for deres egne penge. Problemet er, at det ikke er muligt at se forskel på en “ægte filantrop” og en “falsk filantrop”. Den sidstnævnte – som i virkeligheden er en profithungrende blodsuger, der siger han er filantrop (for at få støttte) – kommer man jo også til at betale til, hvis man vil støtte de første. Mit bedste råd til de ægte filantroper er: driv sund økonomisk forlagsvirksomhed og anvend overskuddet til at udgive de ikke-profitable udgivelser, oprette forfatter-stipendier osv.
Uh, hvor-vi-slider-i-det-myten
Myte to er, at forfattere knokler månedsvis med deres skribentvirksomhed og det stort set uden at få noget ud af det økonomisk – og at dette skulle være urimeligt. Det er utvivlsomt rigtigt, at forfatterne knokler. Men sådan er det jo i alle brancher. Rock-musikere, trainees i burger-barer, politisk aktive osv. slider også i det! Fælles er, at der er yderst ringe chance for den store succes – kun få bliver rock-stjerne, burger-konge eller statsminister. Der er succes til de få og fiasko i et eller andet omfang til de mange. Til gengæld er gevinsten, hvis man er en Peter Høgh eller John Grisham enorm, ligesom gevinsten ved at være burger-konge eller statsminister er det. Der ligger i øvrigt en særlig pointe i, at mennesket af natur er ganske dårligt til at bedømme egne evner – det medvirker netop til, at så mange skriver til skuffen, gør burger-karriere og hænger valg-plakater op. Alle tror vi på egne talenter, og lader os nøje med de ringe kår, i håbet om den store gevinst. Konklusion: Jo, forfattere knokler – men de kan li’ det, og har en – lille – chance for den store gevinst. Og, hvad der måske er væsentligst: de ville også gøre det uden støtten.
Bogen-vil ud-dø-myten
Myte tre er, at bogen vil uddø. Nej, se blot på broderlandet Sverige, der liberaliserede bogmarkedet i 1970-erne. Bogsalget i Sverige – hvor bogpriserne er markedsbestemt – er steget mere, end i Danmark. Selvfølgelig skal der støttes; men der skal støttes specifikt. der er ingen grund til at støtte f.eks. bøger af “Claus M.’s farve-foto-kogebog”-typen, hvis hovedformål er at tjene penge på idé-forladte julegave-givere. Den type bøger skal nok blive produceret også uden støtte. De bliver bare lidt billigere. Støt undervisningsbøger. Klassiske udgivelser. Leksika. Og udvalgte unge forfattere. Ikke fordi bogen vil uddø, men fordi det er fornuftigt at støtte nogen eller noget, der allerede har vist talent.
Det-går-ud-over-de-ringest-stillede-myten
Myte fire: I argumentationen om bog-støtten drages de økonomisk svagest stillede ofte ind i debatten. Det fremføres, at bog-momsen må reduceres, så vi alle kan være med – ikke mindst i form af, at bibliotekerne får råd til at købe flere ny-udgivelser, som de ringest stillede kan låne. Og det fremføres, at moms på bøger medfører en ond spiral sættes i gang: højere bogpriser medfører lavere oplag, og endnu højere priser. Det bevidstløse krav om flere penge er forkert. Et friere bog-marked fører til lavere priser; bibliotekerne og de ringest stillede vil få råd til flere bøger. Hvor mange indbundne bøger har en bistandsklient råd til i dag?
Men bog-mafiaen lever. Treenigheden Forlag-Forfatter-Forhandler står sammen; de får alle del i tilskuds-kagen – har måske endog gentaget argumenterne så mange gange, at de selv tror på dem. Og at de er organiseret og holder sammen, gør det svært for politikerne at gribe ind. Hvem vil lægge navn til bog-mordet? Branchen har taget læserne som gidsler. Lad os få dem frigivet. Branchen kræver flere tilskud og mere støtte f.eks. igennem afskaffelse eller reduktion af bog-momsen og en indsats mod den såkaldte biblioteksbombe. Men vi skal den modsatte vej. Vi skal have et mere frit bogmarked. Med lavere bogpriser, flere læsere og langt mere dynamik. Lad læserne og ikke kunstige reguleringer afgøre, hvad der er kvalitet.
Prisen bliver, at vi får en ny type boghandlere. Eller rettere: to. Vi får boghandlere, hvor bøgerne ligger på paller og best-sellers sælges til spotpris, og vi får boghandlere, hvor alle specialbøgerne kan købes eller bestilles. Men, hånden på hjertet, er det ikke nærmere vores ønske end et system, hvor bogpriserne er høje, mens folk gider læse bøgerne billige, når de rige har læst dem , og til sidst brændes af, fordi alt for få køber dem?
Bogpriser i Danmark og Sverige:
| Bogpriser: Førsteudgaver | Danmark | Sverige |
| Peter Esterhazy:”Ned ad Donau” | 248,- kr | 220,- kr. |
| George Dawes Green:”Nævningen” | 250,- kr. | 205,- kr. |
| Erica Jong:”Frygten for de 50″ | 320,- kr. | 218,- kr. |
| V.S. Naipaul:”En vej gennem verden” | 325,- kr. | 205,- kr. |
| Bogpriser: Billigbøger | ||
| Salman Rushdie:”de sataniske vers” | 98,- kr. | 58,- kr. |
| Peter Høgh:”Forestilling om det 20. århundrede” | 98,- kr. | 52,- kr. |
| Alle bogpriser er omregnet til danske kroner. |
Kilder om bogpriser: Aagaard, Lars Henrik: “Bilka for bogen”, Berlingske Tidende, 20. februar 1996.
Møller, Michael & Niels Chr. Nielsen: “Én gulerod kan motivere 100 æsler!”, Civiløkonomen, 10/94, p. 40.