Spørgsmål: Hvor har vælgerne Venstre? Svar:
Vælgerne aner ikke, hvor de har Venstre
Frederiksborg Amts Avis (FBA) argumenterer i lederen den 3. maj under overskriften ”Det er på tide at melde ud, Ellemann” for at vi nødigt skal nærme os regeringens et-årsdag før vi ved, hvad Venstre vil.
Hvad Venstre vil, er præcist problemet.
Et problem der ikke hverken kan eller skal tilskrives, at Jacob Ellemann er ramt af sygdom.
FBA har tidligere på lederplads forsvaret SVM-regeringen givet resultatet af Folketingsvalget. På det tidspunkt købte mange regeringens fortælling om at Danmark havde brug for en bred regering henover midten. Det rigtigt at regeringen består af partier på tværs af midten, men bred er den ikke. Regeringen er ikke langt fra at sidde på det yderste mandat. Med problemerne med Jon Stephensen (M) kan regeringens flertal snart blive endnu mindre. Og der er slet ikke brug for en regering henover midten. Sandheden er, at selvom Mette Frederiksen var blevet statsminister baseret på venstrefløjen ville regeringen være nødt til at samarbejde med de borgerlige. Der er simpelthen hverken reform-vilje eller evne i rød blok.
I stedet valgte Venstre at gå i regering. De tungeste ministerposter gik til andre partier. På skatteområdet solgte V ud af de borgerlige mærkesager allerede under valget. I regeringsforhandlingerne sagde Venstre farvel til de tidligere klare meldinger om mink-sagen og FE-sagen.
Som borgerlig må man undres over at Venstre ikke helhjertet bakkede op om de konservative skattekrav.
Havde man gjort det, havde der formentlig ikke været rødt flertal (der skulle blot flyttes 1 mandat).
Før valget tordnede Venstre mod Socialdemokratiet og bedyrede, at de under ingen omstændigheder ville gøre Mette Frederiksen til statsminister. Det valgløfte løb Venstre desværre fra. Den 4. maj kom reformkommissionens udspil som betyder at efterskolernes liv hænger i en tynd tråd. Men en Venstre-ordfører siger at efterskolerne er hjerteblod for Venstre. Man kan så tænke over, om det er mere hjerteblod, end det var at Venstre ikke ville gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Venstre anno 2023 ligger langt fra ”Venstre ved du, hvor du har”.
Faktisk aner vælgerne ikke, hvor de har Venstre. Men det er ikke umuligt at komme tilbage på sporet. Et stort første skridt ville være at melde sig ud af regeringen vende tilbage til blå blok igen.