Yngre Konservative i København (YKK)
Det er blevet mig forundt, at bidrage til Nyhedsbrevet med min version af YKK’s historie. Efter Yngre Konservative i Københavns “sommerpause” (det blev en lidt lang og på mange måder mangelfuld sommer) stiller man spørgsmålet:
Hvordan var det egentlig det startede?
Nu befinder jeg mig stadigvæk et godt stykke på den rigtige side af, hvad YKK selv definerer som “Yngre” – det gælder nemlig aldersspændet fra 18-36 år – og derfor sagde jeg ja-tak til tilbuddet. Jeg vender tilbage til det med alderen – for når nu historien skal skrives, så kan jeg jo lige så godt samtidig forsøge at give en identifikation af, hvad Yngre Konservative i København egentlig er for noget.
Lad mig starte med begyndelsen. Vi skriver 1992, og det er ikke bare Tamil-skyerne, som truer over Det Konservative Folkeparti. Partiet har også et aldersproblem. Op imod 80% af vælgerforeningens medlemmer er over fyrre år. Den konservative vælgerforening er således i 1992 nok præget af erfaring, snarere end fornyelse. Foreningens formand, Dan Terkildsen, som selv hører til i den yngre ende af skalaen, har set problemet.
Blandt de yngre medlemmer af vælgerforeningen anno 1992 – og vel også i dag – er interessen for konservative kaffemøder begrænset. Yngre partimedlemmer lader sig ikke benove, fordi den lokale folketingskandidat eller et af partiets folketingsmedlemmer kommer ud en aften, for at fortælle om livet på Christiansborg. Den svigtende interesse for parti-arbejdet smitter desværre også af på kredsbestyrelserne – der mangler unge til at tage over.
Men Dan Terkildsen tager et initiativ for at få gang i løsningen af vælgerforeningens generationsproblem. Han sender simpelthen et brev til samtlige vælgerforeningsmedlemmer under 40 år (et eller andet sted må man jo sætte grænsen for, hvad der er yngre…). Brevet er en invitation. Men ikke en invitation til et traditionelt konservativt arrangement. Snarere tværtimod. Det er en invitation til en diskussion af, hvad yngre medlemmer af vælgerforeningen har lyst til, at der skal foregå i vælgerforeningen.
Aftenen bliver en overmåde stor succes.
Mødet afholdes i hovedkassen på Københavns Rådhus, og lokalet er pænt fyldt op – fremmødeprocenten høj. Modtagelsen af formandens invitation viser fra starten, at der er interesse og behov for at gøre og prøve noget nyt. ‘
Fra Frederiksberg er Mads Lebech, som selv er medarrangør af aktiviteter for yngre medlemmer på Frederiksberg, tilkaldt som oplægsholder. Han inspirerer ved at berette om Frederiksbergs fyraftensmøder, hvor mange yngre medlemmer kommer fra arbejde til et kort oplæg fra en kompetent oplægsholder og efterfølgende debat og socialt samvær.
Og det står lysende klart for alle, at der er brug for noget andet end traditionelle parti-arrangementer. Resultatet bliver, at der nedsættes en lille gruppe bestående af bl.a. undertegnede, Thyra Jart, Peter Marstrand, Henrik Christensen og Dan Terkildsen.
Så starter diskussionerne og eksperimenterne. Hvem er egentlig de yngre? Er det dem under 25, 30, 35, 40 eller 50 år. Egentlig en ret ligegyldig diskussion – for enhver som føler sig yngre kan selvsagt deltage i aktiviteterne. Men det illustrerer, at der blev brugt mange kræfter på at finde målgruppen, og finde ud af, hvad det så egentlig er der interesserer yngre medlemmer – og måske også hvad det er, som afholder mange fra traditionelt parti-arbejde.
Fra første færd står begrebet “netværk” højt på dagsordenen. Det er ikke kaffen og kagen, som interesserer. Det handler snarere om information, personlige kontakter og socialt samvær. Kup-planer og protest-aktioner er heller ikke i høj kurs. Når man er i fuld gang med sin videregående uddannelse, lige har startet karrieren eller stiftet familie og der i øvrigt ikke er nogen “magt” at erbore er det andre ting, som interesserer.
Resultatet af styregruppens overvejelser er derfor ret entydigt. Der er brug for et netværk, som man kan deltage i og have udbytte af, selvom man kun kan lægge begrænset tid i det. Udbyttet består i kvalificeret information, i ny viden og et netværk af andre yngre konservative, som dels kan medvirke til, at det almindelige kredsarbejde ligefrem bliver en fornøjelse, og dels i alle mulige andre sammenhænge f.eks. omkring uddannelse og karriere kan være en styrke.
Netværket kom til at hedde Yngre Konservative i København (YKK). Det var mit indtryk, at der var betydelig skepsis over for YKK blandt Konservativ Ungdom, og i mindre udstrækning blandt Konservative Studerende. På sin vis en forståelig reaktion. For behovet for YKK var selvfølgelig også udtryk for, at der lå en opgave som partiets to ungdomsorganisationer ikke rigtigt udfyldte. Men deri lå ikke, at Yngre Konservative i København skulle være en konkurrent til KU eller KS. Tværtimod, det har aldrig været tanken.
Netop ved at vælge netværks-modellen stod det helt fra begyndelsen klart, at der ikke med etableringen af YKK lå nogen hensigter om, at danne en ny ungdomsorganisation i traditionel forstand. Således har YKK heller ingen faste repræsentanter i partiets styrende organer. I Yngre Konservative i København kan alt diskuteres uformelt, idéer kan prøves af ved at skrive i Nyhedsbrevet. Dermed blev YKK også en platform, hvor man kan udvikle sig.
YKK er et supplement, og ikke en konkurrent eller et alternativ, til vælgerforening, parti og ungdomsorganisationer. Det ses også af deltagerne i arrangementerne. Yngre Konservative i København er flittigt besøgt af både konservative fra vælgerforeningen og partiet, samt af medlemmer af KU og KS. Endvidere har YKK også været et godt “indslusningssted” for nye, potentielle medlemmer af partiet.
Men den ovenfor beskrevne netværkssucces kom ikke på en dag. Vi lagde ud med en spæd start. Og det var ikke den letteste opgave at tiltrække deltagere til arrangementerne. Efter en start-periode stod Annette Barfod og undertegnede i spidsen for arrangementerne. Vi etablerede et – ganske lille – nyhedsbrev på blot 1-2 sider. Med ultra-korte artikler, som primært reklamerede for vores egne arrangementer.
Støt og roligt voksede medlemslisten, men trods stigende tilslutning, var det ikke just fyldte mødesale, som prægede de første arrangementer. Det tog vi så konsekvensen af, idet vi simpelthen valgte at tilrettelægge arrangementerne, så de kunne fungere også selvom der kun var få – men oftest meget kvalificerede – deltagere. Hjem-basen blev kælderen i partiets hovedkontor, som var fortrinligt egnet til formålet.
I 1994 var det efterhånden lykkedes at få Yngre Konservative i København ind i en nogenlunde fast gænge, og på det ridspukt var vi efterhånden ret sikre på, at idéen kunne bære. I efteråret 1994 kommer Jens Kromann Kristensen så ind i billedet, og er med til at give YKK et afgørende skub fremad.
For efter den lange, seje opbygningsfase er tiden ved at være inde til at få udløst hele det potentiale, som er gemt i den efterhånden lang medlemsliste på små 100 medlemmer. Jens Kromann tager et stort ansvar for udviklingen af Nyhedsbrevet, som “geares” fra alene at være et par enkelte kopierede ark til at være et egentligt Nyhedsbrev med mere seriøse artikler. Ofte tager vi simpelthen telefonen og får kompetente forskere til at skrive artikler til Nyhedsbrevet.
Ligeså bliver der gennemført nogle lidt større projekter. Her skal nævnes bl.a. en aktion i forbindelse med RIBUS-konflikten i Esbjerg og YKK’s publicering af et – betydelig skrapt – finanslovsforslag. Begge initiativer var Jens Kromann Kristensen drivkraft bag.
Rasmus Lisbjerg er i denne periode også med i planlægningen og er bl.a. master-mixer, når det der er ved at udvikle sig til en traditionel – og gerne stærk – juleglögg tilberedes. Det sociale samvær efter møderne bliver også langsomt styrket. Vi får checket de fleste beværtninger på den anden side af Nyhavn (den med restauranterne) af, og efter en periode med faste besøg på Nyhavn 17 og Sars løber Skipperkroen af med sejren, som det sted, hvor YKK-erne drikker deres øl, irish cofee etc. og fortsætter debatten og af og til turen ud i Københavns torsdagsnatteliv efter YKK-arrangementerne.
Fra og med 94/95 begynder vi at tænke mere langsigtet i vores programlægning. Ofte vælger vi et gennemgående tema, som f.eks. “Europa” og arrangerer en stribe aftener om disse temaer. På den måde kan vi komme langt dybere i emnerne. Samtidig binder vi aktiviteterne sammen med Nyhedsbrevet, hvor vi som en nyskabelse indfører serien “Pro et Contra”. Her sætter vi to modsatrettede synspunkter op mod hinanden. Sf og til er det en konservativ ordfører, som modsvares af en forsker fra universitetsmiljøet. Vi prøver at være provokerende, og teste konservative synspunkter og argumentation af. Det er ikke altid, at ordføreren klarer sig lige godt i duellerne – i YKK er der ikke nogen billige point…
Gennem de følgende “sæsoner” bliver det til mange kvalificerede aftener i Nyhavn. Niels Wammen-Jensen kommer ind i YKK og tager en lang periode sammen med Jens Kromann Kristensen og undertegnede hovedansvaret for, at få programmer tilrettelagt, og Nyhedsbreve udgivet. Niels Wammen gør det glimrende, han er tovholder, og en særdeles stabiliserende faktor for YKK-netværket, som altid vil være sårbart overfor enkeltmedlemmernes travlhed med andre gøremål. Her er Niels-Wammen manden, som sørger for, at tingene bliver gjort.
Jeg hverken kan eller skal levere en total liste over hidtige YKK-arrangementer. Men blandt tidligere oplægsholderne kan for at illustrere bredden i aktiviteterne nævnes: Connie Hedegaard (at være konservativ), Jørgen Chemnitz (flygtninge), Helge Adam Møller (retspolitik), Pia Christmas-Møller (finanslov), Christian Rovsing (EU), Jens Heimburger (reklame og politik), Niels Ahlman Ohlsen (sikkerhedspolitik), Morten Kjærum (menneskerettigheder), Lene Espersen (at være ny i folketinget), Per Stig Møller (miljø), Bertel Haarder (EU), Frank Aaen (duel med Kent Kirk om EU), Kent Kirk (duel med Frank Aaen), Wilhjelm Christmas Møller (John Christmas Møller), Christian Harlang (grundlovssagen) og Henrik Quortrup (Tamil-sagen).
Som det fremgår har programmerne af gode grunde været præget af konservative politikere. Men at det andet gennemgående træk er kompentente personer, som er videnstunge på deres felt, fornægter sig heller ikke.
Gennem YKK’s levetid har et gennemgående træk været, at YKK-ernes interesser har drevet værket.
Ofte er et sæson-tema blevet fastlagt i Nyhavn efter et af arrangementerne. Her lodes de aktives interesse, og nogle drivkræfter sætter sig så senere sammen og får skrevet invitationerne.
Personligt var det en stor fornøjelse at være med fra starten, og se netværket udvikle sig til det Yngre Konservative i København er i dag. Skal noget fremhæves må det være opstarten og især perioden, hvor jeg samarbejdede med Niels Wammen-Jensen og Jens Kromann Kristensen, var god.
Behovet for gode tilbud rettet mod yngre vælgerforeningsmedlemmer er der stadigvæk. Som læserne vil vide er arbejdet med videreudviklingen af YKK overladt til nye – men ikke mindre kompetente – kræfter. Derfor er det jo en stor fornøjelse, at man fortsat selv kan definere sig som Yngre Konservativ (enkelte har endda gjort det, selvom de havde passeret deres firsindstyvende leveår) og derfor stadigvæk kan være aktiv lytter, spørger og skribent i Nyhedsbrevet. Det ser jeg frem til!